Erfaren tekstforfatter

Vær med til at styrke vores SEO-produkt

KANT søger en dygtig tekstforfatter med erfaring til at hjælpe med at skrive kvalitetstekster til et bredt udvalg af vores kunder, som både afspejler kundens specifikke identitet og øger den organiske trafik til kundens hjemmeside.

Det kan du glæde dig til

  • Du bliver en del af et lille kreativt team, som arbejder med udarbejdelse af gode tekster på baggrund af data hver dag.
  • Vi har et sundt og åbent fællesskab, hvor vi sparrer med hinanden om sproglige og indholdsmæssige muligheder og udfordringer.
  • Vi tilbyder dig en vis arbejdsmæssig frihed, som gør, at du får de bedste forudsætninger for at levere de bedste tekster.
  • Vi hjælper vores kunder med at få flere besøgende ind på deres hjemmeside ved at skabe relevant og engagerende indhold – derfor har vi mange glade kunder.

Sådan forestiller vi os vores nye kollega
Vi er på udkig efter en dedikeret tekstforfatter, der mestrer det danske sprog i forskellige kommercielle og journalistiske skrivegenrer. Du har nogle års erfaring fra stillinger, hvor den skriftlige kommunikation har været bærende. Det vigtigste er, at du har et flydende sprog og er i stand til at kunne skrive udtømmende tekster om alt fra livsstilsprodukter til mere tekniske emner.

Du har en selvstændig tilgang til at foretage research, vælge skrivestrategier og kontinuerligt levere gode og vedkommende tekster til vores meget forskellige kunder. Den stammer måske fra et par års relevant erfaring med at skrive tekster på dansk på højt niveau – og samtidig har du en positivt udadvendt personlighed, som vil matche mindsettet i et fagligt stærkt team.

Det er en klar fordel – men ikke en forudsætning – at du har kendskab til SEO. Det er langt vigtigere, at du evner at skabe en god forbindelse mellem kunde, produkt/ydelse og målgruppe i dit skriftlige arbejde, som du udfører med relevans, høj kvalitet og en vis kontinuerlig kadence.

Kvalifikationer, der vil være relevante i stillingen
  • God sprogforståelse, som du kan bruge kreativt, når du skal skrive gode tekster om vidt forskellige emner, produkter og ydelser for vores kunder.
  • Fagligt overskud til at læse korrektur på nogle af de tekster, som dine kolleger skriver.
  • En hjerne, som kun yderst sjældent løber tør for gode ideer og litterære vinkler.
  • En positiv indstilling over for korrektur og tips.
  • En god forretningsforståelse, der hjælper dig med at inkorporere den enkelte kundes værdisæt og USP’er i de tekster, du skal skrive.

Vi venter på dig
Som vores kommende kollega skal du løfte ansvaret for et meget specifikt men krævende ansvarsområde. Derfor venter vi også gerne på den helt rette kandidat til at påtage sig opgaven. Men kan du se dig selv i rollen som hende eller ham, der passer i puslespillet, hører vi meget gerne fra dig hurtigst muligt.

Om os
Vi har en professionel men afslappet omgangstone og et menneskesyn, der imødekommer forskellighed. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at vi ved fælles hjælp vil forsøge at skabe det arbejdsrum og arbejdsliv, der passer til den enkelte medarbejder. Fleksibiliteten er derfor høj, når det forventede stykke arbejde bliver udført med kvalitet.

Har du kompetencerne, indstillingen og lysten til at blive en del af et dynamisk fællesskab med høj faglighed – så send os gerne dit CV og en motiveret ansøgning.

Kontakt os
Vi afholder løbende samtaler og ansætter den rette kandidat, når vi kan. Send os en mail, hvor du deler dine tanker om, hvorfor du er den oplagte kandidat – så tager vi et personligt møde hurtigst muligt, hvis din ansøgning er interessant.

Det kan også være, at vi giver dig en lille skriveopgave, som kan give os et indblik i dine færdigheder, hvis din fagprofil er interessant for os.

Send dit ansøgningsmateriale til job@kant.digital